Der er hos kommunerne en fejlagtig fortælling om, at anlægsloftet begrænser energirenoveringer, skriver Thomas Møllgaard, leder hos Schneider Electric, i dette debatindlæg.
Regnestykket er egentlig meget simpelt. Ifølge det Internationale Energiagentur kommer op mod 40 procent af det samlede energiforbrug fra bygninger. Bygninger rummer derfor et enormt energisparepotentiale og er afgørende for at nå klimamålene.
Alligevel er de danske kommuner uansvarligt langt bagud i klimakampen. For 70 procent af de kommunale bygninger har stadig et dårligt energimærke (D eller lavere). Man kan derfor undre sig over, hvorfor kommunerne ikke sætter ind i forhold til bygningerne. Men det er der faktisk en helt konkret årsag til.
En af de største udfordringer er nemlig anlægsloftet, som lægger låg på muligheden for energirenovering – altså lige bortset fra, at det kun er den halve sandhed.
Fortællingen om anlægsloftet bygger nemlig på en udbredt misforståelse, som politikerne enten ikke kender til eller undlader at tale højt om.
Anlægsloftet er ingen undskyldning
Faktum er, at anlægsloftet sætter en ramme for, hvor mange midler kommunerne må bruge til at bygge, renovere og optimere nye bygninger inden for lånebekendtgørelsens deponeringsregler.
Men det gælder ikke for energirenovering af eksisterende bygninger.
Det er en ret så væsentlig detalje, der betyder, at kommunerne i virkeligheden har frit lejde til at finde ekstern finansiering til energirenoveringer, så længe finansieringen kommer fra en privat aktør, hvilket mange virksomheder faktisk også tilbyder.
Problemet er bare, at det er de færreste kommuner, der er bekendt med denne mulighed. I hvert fald udnytter de den ikke. Og det er skidt for klimaet. For 90 procent af de bygninger, der eksisterer i dag, vil stadig stå i 2050, og eftersom kun en procent af de kommunale bygninger bliver energirenoveret om året, vil det tage kommunerne omkring 100 år at energioptimere bygningsmassen.
Det er derfor indiskutabelt, at der er behov for en større indsats. Og i mangel på incitamenter fra folketinget, så mener jeg faktisk, at kommunerne har en decideret forpligtelse til at finde alternative løsninger og afsøge disse muligheder.
Løsningen ligger lige for
Måske handler det om manglende viden. Måske handler det om manglende mod til at tænke ud af boksen og gå forrest. Eller også skyldes det en tese om, at det koster i budgettet. Men faktum er, at tilbagebetalingstiden ofte kun er 2-5 år.
For energirenovering af institutioner, såvel som arbejdspladser er vigtig for den grønne omstilling. Tag for eksempel en folkeskole. Her er energisparepotentialet 10-20 procent, hvilket løber op i mere end 100.000 kroner årligt. I kontormiljøer opnår digitale løsninger op mod 15 procent på elektricitet og 30 procent reduktion i varme. Og i administrationen eller det kommunale datacenter er effekten af din energieffektivisering endnu større.
Energieffektivisering bør derfor anses som en besparelse frem for en udgift i regnskabet. For det er reelt det, det er. Ikke mindst i klimaregnskabet.
Jeg håber, at de nyvalgte kommunalpolitikere vil punktere myten om anlægsloftet og bruge de næste fire år på at tage deres ansvar seriøst og udnytte de løsninger, der ligger lige for. Der er sådan set ingen undskyldning for at lade være, med energirenovering hos kommunerne.
Tilføj en kommentar